Kære læser

Jeg har åbnet bloggen her for ikke så længe siden. Når dét ikke længere passer, skal jeg nok gå ind og ændre i indledningen. Her til at begynde med skal jeg mest lige finde ud af, hvordan det hele fungerer.

Mine emner kommer til at afhænge af, hvad der aktuelt inspirerer mig i verden. Mit hovedfokus er for tiden det danske biotekselskab TopoTarget A/S, hvis aktier kan købes på fondsbørsen Nasdaq OMX Nordic, f.eks. gennem din bank eller en anden investeringsplatform. Er du ivrig daytrader, vil kurtagefri handel selvfølgelig være at foretrække.

Men det her er dog et site om andet end investeringer. Så fokus vil kunne flytte sig.

Jeg er selv tungt læsset med aktier fra TopoTarget for tiden. I den forbindelse har jeg skrevet en del indlæg om mit syn på aktien til et par aktiedebatter. Blandt andet til ProInvestor, som er kendetegnet ved at være for den relativt intellektuelt funderede debattør - i modsætning til EuroInvestor, som jeg vurderer til at være en blandet landhandel. Det site er noget domineret af debattøren med de hurtige indlæg i stil med: "Hva' så, skal vi op idag?" - underforstået, at det er aktien under det oprettede aktiesymbol, der er "vi". De 'kloge' viser sig dog også indimellem.

Jeg vil lige advare den uerfarne småinvestor om, at bioteksaktier i almindelighed anses for at være en risikofyldt investering. Meget kan nå at gå galt, inden biotekselskabet når sit mål og får bragt et indbringende lægemiddel på markedet. Der er nogle meget strenge godkendelsesprocedurer under udviklingen af et nyt lægemiddelpræparat, og det er på ingen måde sikkert, at det opnår godkendelse fra myndighederne. Og så falder aktiekursen jo, da den er steget på forventningerne - og det går hurtigt ned.

Jeg er dog ret overbevist om, at TopoTargets såkaldte blockbusterkandidat, belinostat, vil klare skærene. Sker det, bliver kursen derefter skyhøj. Jeg er ikke selv en meget erfaren investor, men bruger min sunde fornuft, så godt jeg kan.

Jeg anbefaler de investeringslystne at læse ProInvestor på http://www.proinvestor.com/. Selv er jeg nok emnemæssigt lidt for omkringfarende og humoristisk-sprogligt for alternativ i nogle af mine indlæg for visse af de tørre typer derinde. Så jeg regner egentlig med, at jeg nok er havnet i diverse filtre. Men ellers er det der, man finder den seriøse debat. I virkeligheden passer min stil nok bedst til EI, men dér benyttes filter som et udbredt 'våben' overfor de formastelige. Eller i hvertfald bliver truslen, om at man kan havne der, hyppigt nævnt.

Netop det sproglige element er med til at drive min skrivelyst, når først jeg er kommet i gang. En nyhed kan give mig en idé til et essay eller en historie med visse 'samfundsmæssigt' kritiske vinkler. Jeg er en hel del perfektionistisk, og bruger meget tid på at finde den helt rigtige måde at udtrykke mig på. Og stavefejl er for eksempel ikke noget, jeg lige kommer til, fordi jeg er ligeglad. For det er jeg ikke!

Nå ja, så er jeg jo forresten blevet ekskluderet fra aktiedebatten på EuroInvestor (i det følgende: EI), fordi jeg kørte en kampagne imod min bank, Sydbank. Der havde de nægtet at yde mig et lån, der i det store hele var en gentagelse af et tilsvarende lån, hvis afvikling var forløbet fuldt tilfredsstillende for begge parter. Jeg blev anset for at være en ubetydelig lille knold, som man ikke behøvede at vise respekt. Det gjorde mig sur.

Hos EI blev de på et tidspunkt nok trætte af min anti-Sydbank-kampagne. Og så benyttede de sig af et satirisk indlæg, hvor jeg havde skrevet et let gennemskueligt brev fra Sydbank til mig. I dette 'brev' skulle Sydbank pludselig have vendt rundt på en tallerken, og nu givet mig fuldstændig ret i al min kriktik. Brevet selv plus andre elementer i indlægget viste tydeligt, at brevet var uægte. Dette 'falskneri' skulle ifølge EI have fået Sydbank til at henvende sig med en klage, hvilket jeg nu tvivler på. Men tråden blev fjernet. Og 'ut af deres butik' kom jeg da.

Et par bemærkelsesværdige og negative detaljer ved affæren, synes jeg, var den ligegyldighed, med hvilket denne knægtelse af ytringsfriheden blev accepteret blandt de øvrige debattører på EI. Af hvad jeg kender til i hvertfald. Ligesom de fleste aktivt deltagende debattører i mine Sydbank-tråde iøvrigt også støttede den store over for den lille i sagen: Banken over for mig.

Jeg blev jo bannet fra sitet af EI uden mulighed for at svare igen. EI's egen repræsentant gik efter min udelukkelse ind med et indlæg i en Sydbank-tråd,¨som ... johnsen havde oprettet som en henvendelse til mig. Her oplyste EI-manden de øvrige, hvorfor jeg var blevet udelukket. Men det kunne jeg jo ikke få lov til at gi' igen på. Ligesom jeg ikke havde mulighed for at gi' mit besyv med i en heftig tråd. Jeg skrev ellers en mail til EI og bad om ordet. Jeg kunne bare sidde og læse klakørerne give ham ret og bringe en enkelt tvivler til 'fornuft'. Se Sydbanktråd nr. 203572 her: Vis link

Mæææn jeg snød dem sgu! I første omgang da... Jeg oprettede en anden profil, momo80, så jeg kunne bruge den som trojansk hest til alligeel at få smuglet mit syn på sagen ind i EI-debatten. 'momo80' indsendte et indlæg for Jamesol, hvor jeg fremlagde mine synspunkter. Indlægget blev dog desværre straks, det dukkede op, slettet af EI. Desværre for mig, og desværre for ytringsfriheden. Se indlægget her, gå til tråd 6103: Vis link

En læser havde dog nået at åbne indlægget, som så pludselig forsvandt midt under læsningen. Det spurgte han så forundret til i en ny tråd. En anden læser havde enddog nået at kopiere (?) indlægget, og lagde det ind som indlæg i tråden. Denne tråd 'nøjedes' EI med at flytte til den meget mindre søgte cafédebat.

Lige inden momo80 blev sat i gang med sin hemmelige mission, nåede han at vække en del moro på EI-debatten. Han skrev en tråd om Parkens bestyrer Don. En tråd, som af nogle blev kaldt den morsommeste tråd længe. Og det bleu momo80 ogse majet majet glad får , og ogse alle hans pættagoer bleu ogse majet stålte .

momo80 blev efter sit Jamesol-støtteindlæg også ekskluderet. Sikken da for resten en måde at behandle et så intetanende og uskyldsrent menneske som momo80! Nå men, heldigvis havde han på det tidspunkt alligevel annonceret, at han ikke kunne fortsætte sin skriverier, da han skulle ud på en laaang rejse...

Arh... jeg er altså lidt ked af, hvis alt dette EI op og ned ad stolper skulle få en læser eller to til at smutte derover. Men skal vi i det mindste så ikke aftale, at når du har læst Jamesols og momo80's indlæg, at så vender du straks tilbage!

Jeg vil i bloggen 'Jamesol uden filter' også medtage et udvalg af mine stadig aktuelle skriverier fra de to nævnte aktiedebatsites. Og måske får vi besøg af momo80;) Men det vides endnu ikke med sikkerhed, da jeg ikke har fået spurgt ham, hvad han vil 'syntes' om idéen.


Venlig hilsen
Jamesol